Selvfølgelig lytter jeg ikke til musik 24 timer i døgnet (og dog). Jeg sover også, men ofte drømmer jeg i eller om musik, så det er lige før. Det er ikke usædvanligt at være musiknørd. I den vestlige kulturkreds (og måske globalt) er musik i førertrøjen, når det gælder elementære livselementer som kunst, religion, dans, glæde og sorg, You name it! Musik er noget af det mest livsomfattende, der findes. Også for mig.

Jeg fik musik ind med modermælken, ikke på professionelt niveau, men trods alt som en vigtig bestanddel. Vigtig nok til at jeg tidligt i mit liv valgte musik som det, jeg vil leve af og for; et valg jeg realiserede ved at tage flere uddannelser i musik, bestride en del jobs inden for faget og bruge min frihed og fritid til at dyrke musik på næsten alle måder. At begynde dagen med Bach har livet igennem været lige så sikkert som at slutte dagen med en bøn. Hver morgen spiller jeg selv eller lytter til en sats fra Wohltemperiertes; det er et ritual og den slags udmærker sig ved hele tiden at forny sig hvis man ellers vedligeholder det.

Én af måderne at dyrke musik på er at skabe den selv. Det uddannede jeg mig i og især de første 30 år af mit liv var jeg aktiv som komponist. Ikke en stor en af slagsen og jeg fandt andre måder at beskæftige mig med musik på. Dem er der mange af og jeg valgte først at spille musik. Derfor har jeg en uddannelse som organist, som jeg også brugte i 10-15 år engang. Heller ikke det mættede min passion og derfor slog jeg mig på at formidle musik, altså at undersøge og præsentere musik, som andre skabte og spillede. Det gjaldt alle slags musik, selvom mit udgangspunkt er det, der kaldes klassisk musik, især min samtids musik i den tradition.

Jeg er aldrig holdt op med at skabe og spille musik. Men de senere år har den trængt sig mere og mere på i mit liv. Min passion har taget en ny drejning, min nysgerrighed og fordybelse er blevet en anden og det påvirker selvfølgelig mit musikliv. Jeg lytter mere og musikken er der mere eller mindre døgnet rundt – som mine børn og andre kære – og som Gud. Jeg er ikke i uophørlig korrespondance med dem, men de er der ufravigeligt, som en base, et livsvilkår. 

Nyligt har jeg indledt en slags musik-marathon. Jeg vælger en komponist og lytter til hans/hendes musik 24 timer i træk. Det sker ofte i mørke, fordi jeg denne tid også eksperimenterer med en slags mørke-terapi, som jeg ikke selv forstår – endnu. Med til dette mørke hører stilhed og der har musik en vigtig funktion, for den udfordrer og perspektiverer jo stilheden. Det er noget af det, musik kan og bliver ved med at fylde mig med. 

Engang i 70’erne, da min ven Per Bucholdt Andreasen og jeg var free lancere i DR Radio, blev vi enige om at lave en 30 minutters udsendelse med den alt for lange titel “Ugens tilbud: evigt liv eller vedvarende energi”. Vi havde observeret, at grønttorvet i Aalborg, hvor vi boede, lørdag formiddag bugnede af – naturligvis frugt, grønt, ost, fisk og blomster, men også en mængde “åndelige” tilbud fra omvandrende missionærer, der uddelte brochurer og meninger. Det var oplagt at lave en slags lyddigt med denne kakofoni af stemmer med forskellige budskaber.

Vi valgte at producere udsendelsen som om det var “live”. Udstyret med hver sin Nagra gik vi fra hver sin side i hver sin retning og optog lyde iblandet en smule interviews og kommentarer. Konceptet sagde også, at optagelsen skulle vare de 30 minutter, udsendelsen var programsat til. Jeg kom til at tænke på den forleden – den er for længst slettet i DR’s arkiv – da jeg hørte en podcast med næsten samme indhold og form og tilsyneladende produceret på samme måde.

I dag er mange af DR’s udsendelser produceret som podcast. En podcast har en særlig æstetik, som jeg ikke er den store tilhænger af, og den kan lyttes når som helst, hvilket er herligt. Men vores torve-udsendelse ville i dag glimrende kunne gå som en podcast – med små justeringer.

Med til historien hører, at vi som altid var i studiet med en tekniker, der redigerede optagelserne sammen; i dette tilfælde var det ikke nogen langvarig opgave, måske en times tid. Pers og mit arbejde tog nok 10 timer i alt og vi har vel fået 7-800 kr. for opgaven, svarende til 4.000 kr. i dag – et fint supplement til SU’en.

Forleden ser jeg så, at en række offentlige styrelser her i 2024 har købt podcast’s til priser á op til 400.000 kr. Hvad i alverden er de penge gået til? Jeg har lyttet et par af de podcasts, der er tale om, og jeg hører ingen større forskel på det, Per og jeg lavede dengang og det, en hundedyr podcast i dag præsterer. Det skulle da være, at produktionsomkostningerne i dag er betragteligtlavere end dengang. Man behøver ikke en dyr Nagra, en smartphone kan klare det. Man behøver ikke en professionel tekniker, nettet tilbyder mange gratis redigeringsprogrammer, de fleste kan arbejde med. Er der nogle profithungrende bureauer inde over? Er det endnu et udtryk for offentligt spild? Eller falder man bare i svime over et nymodens format, der altid har eksisteret…?

Jeg har tidligere berørt det her i Erindringerne. Skrevet om, hvordan jeg som barn, født ni år efter Anden Verdenskrig, oplevede efterdønninger af den – med rationering, megen snak om frihedskæmpere og modvilje mod Tyskland som blev mit andet moderland – det var ikke ligefrem “active forgetting”, der prægede Danmark i efterkrigstiden. Jeg har skrevet om hvordan jeg senere oplevede Koldkrigen, Vietnamkrigen og Koreakrigen, heldigvis ikke på egen krop, men på sindet, hvor de skabte depression, håbløshed og et selvmordsforsøg. 

Nu ruster man igen til krig, politikerne taler med store frygtsomme ord, befolkninger hamstrer fødevarer til kældrene og: jeg bliver nervøs, for ikke at sige bange. Angst for, at jeg de sidste år af mit liv vil komme til at opleve en tredje verdenskrig. Selv i slutningen af et langt liv, der også har bragt ulykke og ulyksalighed kan jeg ikke forestille mig noget værre.

Det er naturligvis de altødelæggende atomvåben, nye teknologier i krigsbranchen og muligheden for hurtigt at bevæge tropper og våben rundt, der skræmmer mest. Men på det politiske plan også, at store dele af verden styres af gamle mænd, der i bedste fald kan kaldes bøller, i værste krigsliderlige, sindssyge despoter. På mikroplanet er jeg selvfølgelig bange for, at mine kære og jeg selv kan blive mål i et nyt ragnarok. 

Hertil kommer, at man ikke mere kan regne med at bo i et trygt, konfliktfrit område af verden, ikke kan stole på egne magthavere fordi løgn og bedrag er blevet politisk gangbare og skræmmekampagner dagens uorden. 

Kort sagt: jeg er hunderæd og det er ikke en følelse, jeg havde set komme. Til gengæld håber jeg at nå at opleve at den forsvinder – sammen med risikoen for endnu en krig.

Jeg mødte hende første gang i maj 2016, da jeg var moderator på mit første “Dialog”-arrangement på Aalborg Teater, hvor hun deltog som det, jeg ikke kaldte publikum, men netop deltagere for at indbyde til dialog. Hun er typen, man lægger mærke til, og da hun også kan lide at blande sig vækker hun opmærksomhed.

Hun blev da også den mest trofaste deltager i de knapt 30 Dialoger gennem seks år, der fulgte på den første. Efter et par år fandt jeg ud af, at hun tilmed tog personlige notater om samtlige samtaler – de blev vist aldrig brugt til noget, men det var da imponerende. Så imponerende, at da jeg stillede an med emnet “Skilsmissens (u)lyksaligheder” ved den allersidste Dialog i 2022 valgte hende som én af de to samtalepartnere. 

Det vidste jeg nemlig om Helle, at hun var blevet skilt. Jeg vidste også, at hun er lærer på en højere læreanstalt i Vendsyssel og ikke mindst så jeg hende flere gange ugentligt til koncerter, teaterforestillinger og mere spektakulære arrangementer i det nordjyske. Ellers vidste eller ved jeg ikke ret meget om kvinden, ikke engang hendes alder, men den er jo også underordnet.

Jeg har givet hende kælenavnet KulturHelle, for sådan har jeg lært hende at kende og altså mødt hende ved utallige arrangementer rundt om. Efterhånden er hun blevet min faste ledsager, når jeg er ude at anmelde og jeg har faktisk stor gavn af hendes synspunkter og vinkler. Jeg er selv storforbruger af kultur, men KulturHelle slår mig på målstregen og det er jeg også ret imponeret over.

Helle (og lad mig så gætte på at hun er midt/sidst i 40’erne) er stjerneeksemplet på den kulturbruger, man som professionelt kunst- og kulturmenneske ønsker sig mange flere af: vidende, engageret, flittig – hun kører Jylland tyndt for en god oplevelse – og reflekterende; dét er da fantastisk! Og det er derfor erindringen om hende skal med. Nå ja, og så hæver hun sig i sin hele fremtræden et godt stykke over gennemsnittet i salen.

Rutinen er den samme: vi mødes i foyeren et kvarters tid før koncerten. Da har KulturHelle måske allerede overværet en faglig introduktion til programmet, som jeg altid undgår. Efter en kort snak om forventningerne til koncerten indtager vi vore pladser for, dannede som vi er, at lytte til musikken i dyb tavshed. Selvom hun har sit eget abonnement er jeg ikke just ked af at hun sætter sig hos mig. I pausen en hurtig snak om oplevelsen over et glas vin og nikken og hilsen til højre og venstre. Jeg er altid den første, der smutter under det afsluttende bifald og hvisker “kom godt hjem” til min ledsager. Det er KulturHelles og mit forhold i sin helhed og jeg er som skrevet glad for det.

Det er ikke nyt for mig at sladdertanterne i landsbyen Aalborg har travlt med deres bud på, hvem den meget bemærkelsesværdige ledsager, jeg ofte ses med, er. Jeg har præsenteret hende som alt fra lillesøster over kusine til privatsekretær – jeg er vild efter reaktionerne! De giver oplevelserne med KulturHelle en ekstra dimension.

Nu må det ske – jeg forlader Aalborg og bliver fremtidigt gæst i min fødeby. Jeg har annonceret min absentering flere gange før og jeg kender selvfølgelig talemåden “ulven kommer”, men nu må det være. Lad mig straks sige, at jeg stadig vil komme at anmelde koncerter, holde foredrag eller deltage i relevante (kunst/kultur)begivenheder. Så skriv eller ring gerne!

Jeg har har levet 1/3 af mit liv i Aalborg, jeg har skrevet bøger og artikler og holdt foredrag om byen, vandret den tyk og tynd, forelsket, elsket og giftet mig der, uddannet mig og arbejdet der, spillet, digtet og komponeret der, i al beskedenhed bidraget til byens åndelige forskønnelse og meget andet, men: Aalborg er aldrig blevet “min” by. Den har aldrig for alvor indtaget mit hjerte.

De seneste år har jeg brugt opholdene i Aalborg på at kede mig. Det har også sine fordele. Det er i Aalborg jeg skriver bedst og mest – der er ikke andet for mig at lave. Jeg føler, at jeg har brugt byen op og vice versa. Selvom Aalborg forandrer sig kan jeg ikke se grundlæggende ændringer. Det er mest i højden byen vokser – ikke i dybden, medmindre det er en P-kælder. Det er heller ikke i bredden, men mest i længden, især når det handler om +Plusbusser. Byen er mere kvantitet end kvalitativ. Selv DSB betragter den som et trinbræt.

Så dimensionerne er nok som de altid har været: Aalborg er en stor landsby eller mindre provinsby set i et større perspektiv. Derfor kan den ikke mere være den danske base, den har været nogle gange for mig, senest siden 2004. Da jeg ikke er særligt lokalpatriotisk eller -chauvinistisk er jeg helt usentimental i den forbindelse – jeg har aldrig forstået betydningen af “fødested” og “hjemstavn”.

Både vennekredsen og familien i Aalborg er reduceret til næsten ingen de seneste år. Nogle er døde, andre er gået bort – fra mig. Min ven Per sagde engang at jeg er min egen værste fjende, så venskaberne har nok lidt en naturlig død. Børnene er flyttet hjemmefra og til bedre egne – dog heldigvis uden at forlade mig. Summa summarum: mit sociale liv i Aalborg består mestendels af sladderen på stamværtshuset, pausepalaveren i musikhuset og høflig spørgen til helbredet og vejret på gaden. Hvor gemytligt alt sammen end kan være, så kan jeg ikke leve af det.

Jeg er ikke nogen foragter af materielle goder, men jeg mener, at der skal være en grund til at holde kroppen i live og vedlige. Den er for mig bærer af det indre liv: sjæl, ånd, intellekt, erfaring, erindring og hvad deraf følger: tro, kunst, kultur, samtale, udvikling og andet, og disse skal næres uophørligt bl.a. gennem menneskeligt samvær, aktivitet og interaktion. Jeg føler ikke mere, at disse livsbehov og ønsker kan opfyldes i fødebyen.

Hvor tager jeg hen? Aner det ikke. Mine kulturelle baser er og har i årtier været Berlin og Paris, hvor jeg jo også har opholdt mig en meget stor del af livet. Men det vigtige for mig er at være på vej, ikke målet selv. Sådan vil det nok være så længe min nu aldrende krop kan klare mosten. Da afstand i min verden er en abstrakt størrelse og tid noget, der er masser af, finder jeg nok vej til Aalborg indimellem – for at anmelde en koncert, holde et foredrag, drikke en øl eller klippe snoren over, når/hvis man en dag opkalder et torv eller en blindgyde efter mig. Men ellers bukker jeg uden at skrabe og siger: “Aalborg Ade”. Eller også gør jeg ikke. 

Jeg har en Facebook-ven, som dyrker fænomenet “Dagens Kontor”, der er en udvidelse af den teknik, FB tilbyder, hvor man hele tiden kan fortælle omverdenen hvor man befinder sig. Denne ven er den ene dag i Rusland, den næste i Grønland, dagen efter i Italien, så i England osv. Hver gang på forholdsvis fashionable lokaliteter. Undertiden mødes denne meget berejste mand med skeptiske kommentarer. Ikke fra mig, for jeg har i mange år kendt ham i virkelighedenog har aldrig følt grund til mistro. Også fordi han rent faktisk er meget rejsende og aktiv.

Selv stempler jeg normalt ikke ind på FB med min aktuelle lokalitet endskønt jeg f.eks. sidste år havde over 200 rejsedage, herunder til 16 forskellige hovedstæder i Europa. Det er bare ikke vigtigt for mig hvor jeg er. Skiftende lokaliteter har sjældent betydning for mine gøremål og min hverdag.

I princippet er jeg også lidt ligeglad med hvor jeg bor. Jeg har ikke et hjem i gammeldags forstand. Og dog. Nogle gange bliver man jo spurgt “Hvor bor du?” hvorpå jeg svarer Berlin eller Paris. Næste spørgsmål er som regel “Hvad laver du der?”, som jeg besvarer med spørgsmålet “Hvor bor du?”. Samtalepartneren siger måske “Øster Brønderslev” og så spørger jeg nyfigent “Hvad laver du der?” Sagen er jo, at det sted man befinder sig eller bor, som regel også er stedet, hvor man arbejder, køber ind, spiser, elsker, dyrker kunst og hvad man nu fylder livet med. Min hverdag er den samme uanset hvor jeg befinder mig – selvom rammen om den skifter.

Min kære eks-Sofie, selv berejst, skrev engang til mig: “Dit hjem er hvor jeg er”. Et smukt udsagn som jeg tog til mig som en kærlighedserklæring. Forholdet blev opløst, men jeg følte mig ikke hjemløs af den grund. Indimellem får jeg det lidt underlige spørgsmål “Hvor har du gemt dig den seneste tid?”. Nu er jeg ikke typen, der går og gemmer mig (tværtimod ville nogle sige), men der er nu noget om det. Da jeg forleden fyldt rundt opholdt jeg mig nogle dage i Istanbul uden at én eneste af mine nærmeste vidste det på forhånd. Jeg havde ikke kontakt med dem på selve dagen. De kender mig, så jeg blev ikke meldt savnet; forhåbentligt var jeg det alligevel.

Noget andet mærkværdigt er, at jeg undertiden kan komme i tvivl om hvor jeg er eller er på vej hen. Jeg er ikke dement og det er ikke nyt. Jeg har hele livet været plaget af rastløshed og har svært ved at være mere end 3-4 dage ad gangen på samme sted. Så kan jeg godt have behov for lige at stikke fingeren i jorden for at være sikker – eller i luften for at mærke, hvor vinden evt. bærer mig hen.

Mme Celine kaldte forleden på mig fra pariserlejligheden: “Où es-tu?” – Hvor er du? Svaret var “Ici” – her. Jeg var i Berlin og vi kommunikerede som så ofte på Skype. “Hvor er du i virkeligheden?” lød hendes opfølgende spørgsmål. “Hvilken virkelighed?” spurgte jeg. Efter en let hovedrysten afbrød hun. Vi genoptog dog forbindelsen senere på dagen. Hvorfra kan jeg ikke huske.

I min serie om “Very Important Places” i mit liv må jeg tage Sverige ind. Jeg er ikke så meget nationalist at det gør noget, men i det omfang, man kan nære følelser for en nation indrømmer jeg gerne at jeg det meste af mit liv har haft varme sådanne for det, jeg ikke vil kalde et broderland, men et naboland. Jeg mener, at det, der ofte fremhæves som “nordisk” er en abstraktion. Sprogligt har vi jo et vist fællesskab med Norge og Sverige, men da bestemt ikke med Finland og Island og kulturelt og historisk føler jeg mig meget mere forbundet med Europa syd for grænsen, især Tyskland og Frankrig.

Men så er der altså Sverige. I min barndom var det et land, man rejste til én gang årligt, når man kunne få dagbilletter til færgen Frederikshavn-Göteborg for en tier. De store “Sessan” færger tjente naturligvis på omsætningen og passagerernes sult og sprut ombord, men de 4-5 timer man fik i Sveriges anden største by gav mig én på opleveren og virkede på mange måder eksotisk. Jeg faldt allerede dengang for Sverige. 

Som 20-årig havde jeg et 3 måneders vikariat på Sveriges Radio for en af de komponister, der ugentligt leverede musik til TV programmer for børn. Det betød naturligvis en tættere tilknytning til landet, både de 2 x 500 km i bil og de tre dage i hovedstaden hver uge. Senere har jeg naturligvis besøgt Sverige utallige gange i mit arbejde for DR og kunst og kultur i øvrigt.

Hvad er det, jeg er så imponeret over?

Det er netop svensk kunst og kultur i bred forstand. Godt hjulpet af naturen som inspirator men også hvad jeg opfatter som en højere prioritering af og respekt for kunstens rolle synes jeg, Sverige er banelængder forud for Danmark, omend ikke Frankrig og Tyskland. Jeg kan på stående fod nævne betragteligt flere store, skabende kunstnere inden for musik, billedkunst, film, teater og litteratur, end danske. De følges naturligvis op af en hær af glimrende udøvere, der i højere grad gør sig internationalt, end danske. Sangere inden for alle genrer f.eks. Jeg er også glad for sproget. Det er smukt og musikalsk og – i mine øren – lettere forståeligt, end det underlige, i nogen grad konstruerede norske. 

Den svenske “folkesjæl” oplever jeg, trods rygtet som “forbudsland” som langt mere tolerant, åbent og imødekommende, end mange vist mener. Jeg befinder mig langt bedre i selskab med svenskere, end mange andre folkeslag. Jeg var derfor mere end glad, da Sverige stemte sig ind i EU i 1994, hvor Norge jo sagde nej. Det var synd for Norge og godt for EU som jeg kom til at sige i den norske TV-avis. 

Sverige er et europæisk land lige som Finland og har meget at tilbyde det internationale samfund. Og altså mig. Så, selvom jeg ikke kan tale om kærlighed til et land, så er det lige før. Sverige er et very important place i mit liv.

I 2004 vendte jeg tilbage til Aalborg og blev free lance igen. Det betød at jeg kunne genoptage mine vaner med en formiddagsøl, frokost ude i byen, en eftermiddagsdrink, ofte på Holles Vinstue hvor jeg en dag mødte en meget entreprenant herre, der med sin kone var flyttet fra Nykøbing Mors til Aalborg. Claus Søgaard hedder han, og han havde store planer om at at fortsætte sin karriere i restaurationsbranchen i den tørstige by. Han havde netop overtaget en stor bygning midt i byen, hvor tidligere “Folkekøkkenet” havde langet billig mad over disken til hjemløse og andre trængende.

Nu skulle der ske noget!

Vi fik nogle snakke om byens restaurant- og værtshusliv. Efter nogle måneder åbnede “Søgårds Bryghus” der foruden restaurant indeholder et bryggeri, et tapperi, en bar, en café etc. Senere kom endnu et par caféer i byen til ved den lige så entreprenante fru Lisa Søgård. Jeg løste nogle småopgaver med PR for Claus og Lisa.

To projekter var jeg særligt glad for at medvirke til, for de var så totalt spektakulære og tossede at de næsten skulle føres ud i livet. At være en lille brik i det spil var lige mig.

Det første hed “Egtvedpigens Bryg” og kom til verden i 2008. Man havde i Egtvedpigens grav i 1921 fundet dele af en opskrift på øl, og brygmesteren ville nu bruge den 3300 år gamle opskrift til at producere 500 liter øl, hældt på 1000 flasker og solgt til en pris á (vistnok) 2000 kr. Eksklusivitet skulle formelig stråle ud gennem øllet, så der blev fabrikeret en særlig kasse af rosentræ, foret med fløjl. Holmegaard blæste en særlig flaske, der blev plomberet med et særligt laksejl og i den fine kasse skulle placeres en tryksag, der fortalte historien om Egtvedpigen, øllet, Bryghuset etc. Denne opgave blev overgivet til min journalistkollega Per Jensen og mig og vi fik frie hænder. Det er i sig selv dristigt at give Per og mig carte blanche for vi er vilde efter udfordringer, høj kvalitet og spændende eksperimenter. Det 28 sider store hæfte blev da også klasse på alle måder og det nød vi. Vi nød knapt så meget smagsprøven på Egtvedpigens Bryg, men som der står i heftet: den kan drikkes helt frem til 2021, så de 11,5 % alkohol skulle nok lagres lidt for at rigtigt.

I 2012 købte Claus Søgård en udkørt brandbil fra landsbyen Keystone Hights (1200 indb.) i staten New York, USA. En vaskeægte “American La France” som man kender fra film: rød selvfølgelig, med stiger, mandskabsrum, udstyr og – sirene og båthorn. Den blev bygget om til et rullende værtshus med 20 fadølshaner, siddepladser og hvad der nu hører til. Også her var det vigtigt for Claus at få historien med og jeg blev hyret til at forfatte den. I bilens handskerum fandt man gamle servicebøger, kørselsrapporter m.v. og dem brugte jeg som grundlag for min fortælling om Søgårds nye vogn. En timelang samtale med fire chief Kevin Mobley fra Keystone Hights hjalp mig også på vej. Hele projektet blev færdigt og sat til udlejning for firmaer og private incl. brandmand (gæt hvem?) og “slukningspiger”.

Kulminationen for mig var den fredag eftermiddag, hvor Claus skulle hente den færdige bil i Nørresundby og inviterede mig med. Det var selvfølgelig spændende lige indtil det blev nervepirrende da vi nåede den tætpakkede Limfjordsbroen, hvor Claus, iført brandmandshjelm, tændte sirenen og brugte det gennemtrængende båthorn for at skaffe os plads gennem bilkøerne. Mine opfordringer til at stoppe udrykningen prellede helt af på legebarnet. For sådan er han: der skal ske noget, det skal være spektakulært, det skal gøres ordentligt – og det må gerne larme.

Da jeg kom i 5. klasse i 1965 blev vores klasse delt i to når der var gymnastik, drenge for sig, piger for sig. Men også et par andre timer om ugen måtte vi drenge undvære pigerne og omvendt. For da skulle pigerne op i skolekøkkenet på øverste sal og vi drenge ned i kælderen til sløjdlokalet. Dengang – med tidens kønsroller – blev vi ikke spurgt, hvad vi kunne tænke os, for så havde jeg nok valgt pigerne i køkkenet. 

I stedet fabrikerede jeg nogle tvivlsomme sager i kælderen, bl.a. en malkestol (vi boede i Aalborg centrum og køer kendte vi kun i form af mælk og hakkebøf). Det vakkelvorne rød- og blåmalede monstrum beholdt min mor indtil parcelhuset blev fraflyttet i 90’erne, hvor jeg af egen drift smed skidtet ud. Jeg lærte altså ikke at lave mad. Den slags tog min mor og farmor sig af, så hvorfor skulle jeg det? Min far og farfar kunne end ikke koge et æg, men det gik da godt nok alligevel.

Da jeg flyttede hjemmefra som 20-årig begyndte jeg at lave mad. Jeg aner ikke, hvor jeg fik evnerne til det fra, for jeg havde aldrig stillet op ved gryderne, når der blev kokkereret hjemme. Allerede på det tidspunkt rejse jeg en del, herunder ud i Europa, og over en kort årrække lykkedes det mig at blive en hæderlig kok, madlavning blev en passion og det meste af livet har jeg nydt både at købe ind og lave mad. Det har både jeg, mine skiftende hustruer og børnene nydt godt af.

På et tidspunkt blev pigernes sysler i skolen omdøbt til “hjemmekundskab” og pensum udvidet med rengøring, syning m.v. I kælderen kom metalsløjd og elementært el-arbejde på skemaet hos drengene, og det var jeg glad for. Fra dengang har jeg min interesse for strøm og stød og jeg er næsten semiprofessionel elektriker.

Skolen var naturligvis mønstret for familien og omvendt. I min familie var der stor gensidig respekt mellem kønnene og detaljen med husarbejdet slog ikke skår i balancen mellem mor og far. De havde i hver sine roller i det hele taget – også uden for hjemmet.

Heldigvis tog jeg farve af forældrene, snarere end af skolen, da jeg selv blev ægtemand og far. Mine herlige hustruer har accepteret at jeg kan lide at lave mad og sætte lamper op. Naturligvis gjorde de også det første og kunne have gjort det andet, men i modsætning til hvad jeg undertiden hører om fra andre familier, så har mine hustruer og jeg aldrig skændtes om opvasken Der var vigtigere ting i tilværelsen at tage en tvekamp om. Det gjorde vi til gengæld!

Jeg havde engang et forhold til en kvinde – kort og intenst; det havde det hele: krop og sjæl, lykke og lidelse, ro og kaos. En dag sagde hun “Jeg kan ikke blive klog på dig”. Udsagnet kom helt bag på mig. Blive klog på mig? Jeg kendte da udtrykket, havde brugt det selv, men vist aldrig for alvor tænkt over betydningen og rækkevidden af det.

Som dengang datter Nathalie til mig “Daddy, jeg kender dine koder”. Jeg hverken svarede eller spurgte hende, men jeg tænkte meget over, hvad hun mon mente. Vi kender og er meget fortrolige med hinanden men har gensidig respekt for hvor grænserne går for interessen og intervenering i hinandens liv. 

Hvor godt kan man egentlig hinanden, selv de nærmeste? Medmindre man fra barn er vokset op med restriktioner, overvågning, ubegrundet bekymring fra forældres side etc. – og i øvrigt selv har praktiseret den slags over for egne børn (hvad jeg og deres mødre ikke har), så er der nok en grænse for hvor “klog” man kan være på andre eller hvor godt man kan kende deres “koder”. 

Jeg har nogle gange påstået, at 90 % af mit liv foregår inden i mig, og der har det det fint. Læserne af erindringerne vil vide, at jeg ikke er bange for at “udlevere” mig selv, men dette ord kan jo også betyde forråde, og det er jeg for egoistisk til at gøre. Jeg indrømmer gerne, at jeg hellere viger uden om sandheden, end hengiver mig til løgnen. Det afstedkommer sikkert en gådefuldhed, som jeg også undertiden selv udgrunde.

Deraf måske koderne og vanskeligheden ved at blive klog på mig. Jeg kender ikke selv mine koder og jeg har ofte vanskelig ved at blive klog på mig selv. Hvordan skulle andre så kunne? Og hvad nytte ville det gøre? Det bliver jeg måske klog på engang.